fredag den 27. december 2013

Bacon.

Selvfølgelig laves der også bacon her i huset.

Du dækker et stykke brystflæsk (eller flere stykker), med en saltlage, der består af 80 g salt og enstrøget tsk sukker pr. liter kogt vand.
Jeg saltede det i 4 dage, hvorefter det blev skyllet i lunkent vand. tørres godt af og hænges nu til tørring i køleskab 1-2 dage.


 Efter tørring, koldrøgede jeg siderne i 12-14 timer. Så tørres det igen 2-3 dage, før brug.
Og her er så det færdige resultat:


Nu kan det skæres i tynde skiver som bacon og steges eller bruges til hvad man nu lyster.

Kan man li' det med mere smag, kan man tilsætte lagen lauerbærblade, timian eller andet.

Kan også ryges mindre eller mere. Smag dig frem, noter og prøv igen.

Rigtig god fornøjelse :) 



torsdag den 19. december 2013

Pølsebrød

Menuen stod på hotdog, så et godt pølsebrød skulle der til. Her er en rigtig god opskrift:

Pølsebrød 20 stk

50 g margarine
½ liter mælk
50 g gær
4 tsk sukker
1½ tsk groft salt
ca. 800 g hvedemel

Smelt margarinen i en gryde og tilsæt mælken. Hæld blandingen i en skål og rør gæren ud heri. tilsæt de øvrige ingredienser (hold lidt mel tilbage). Slå dejen godt sammen. Stil til hævning et lunt sted i ca. 1 time. tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt den godt igennem. Tilsæt evt. resten af melet. Del dejen i 20 stykker og tril dem til aflange brød 10-15 cm. Sæt brødene på plader med bagepapir og lad dem efterhæve til passende størrelse ca. ½ time. Bag brødene ved 225 grader i ca. 10 min.


Sådan ser de ud, når de ikke er færdighævede, men bare rolig, de bliver store nok.

Rødbeder

Ingen fest uden rødbeder.


Fik foræret en sæk med "meget" store rødbeder. Var rigtig spændt på, om de var træede. Blev dog glædelig overrasket. De var faktisk rigtig fine.

Kogte dem i saltet vand, i godt 2 timer. (p.g.a. størrelsen) Gav dem et chock i koldt vand og kunne nu smutte skindet af med lethed.
Nu skæres de i skiver. Jeg har en chartreusekniv, så de får fine riller, men en almindelig kniv er bestemt ikke forkert.
Her ses de store skiver.

Op i et sylteglas med dem. Nu laver jeg en lage af eddike og sukker. 1 liter eddike og ½ kg sukker koges op. Tilsættes 1½ tsk atamon. 
Lagen hældes i glassene med de skivede rødbeder, som lukkes med det samme.


Det var så det. Men har man lyst, kan man jo selv eksperimentere med forskellige smagsvarianter. 
Jeg har prøvet med stjerneanis, pas på, ikke at komme for meget i. De er kraftige i smagen.
I dag stak jeg et stykke kanelstang ned i 2 af glassene, så spændt på hvordan det smager. Prøv også at tilsætte et stykke peberrod, løg eller hvad du nu kan finde på.
God fornøjelse!

Det var så mit udbytte:



mandag den 16. december 2013

Hatte - kits

Oven i en masse køkkenarbejde, som bliver færdig i løbet af ugen, nåde jeg da lige, at blive færdig med 2 hatte. Begge er købt som kit, til Strikkefestival Fanø.

Koglen her, er hæklet. Købte den, fordi jeg syntes det så spændende ud med de hæklede skæl.
Det er det bestemt også. Nu har jeg så set, at man også kan bruge disse skæl til at hækle juletræer og kogler. Det er noget jeg må forsøge på et tidspunkt.

Men syntes da, at huen er meget interessant og speciel.



 
Strikkekittet er købt ved Fru Pigalopp i Hillerød.

Penge fra salget af denne opskrift, støtter humleboet, diabetesnetværk for børn med type 1 og deres familier.

Den anden hue, er med mønster. Første gang jeg strikker mønster. Det gik ok, men ikke perfekt. Huen har også biser; et stykke af det strikkede, der bliver syet sammen på vrangen, så der opstår en tyk linie rundt om huen. 

Denne kit, Hat med mønster, er fra Ulfsund.


ulfsund@post10.tele.dk



søndag den 15. december 2013

Kløben

Ingen jul uden kløben...

Kløben er et rosinbrød, der er indbegrebet af en sønderjysk julekage. Det indeholder også sukat og sommetider mandler eller marcipan. Det kan fåes i hele december hos de fleste sønderjyske bagere. Kløben er en sønderjysk variant af den tyske julekage Stollen.

Her er en dejlig opskrift på et stort brød:

500 g hvedemel
50 g smør
½ tsk salt
1 tsk sukker
50 g gær
3 dl mælk
2 dl rosiner
1 dl sukat
100 g hakkede mandler eller marcipan

Smørret smuldres i melet, gæren udrøres i lunkent mælk og tilsættes sammen med de øvrige ingredienser. Når dejen er rørt, æltet godt, hæver den ca. 30 min.

Æltes igen og formes til et brød, ved at rulle dejen ud i en aflang firkant, der foldes sammen 2 gange på den lange led. Efterhæver igen, på pladen, ca. 30 min.

Pensles med æggehvide og bages 30-40 min ved 200 grader.
Efter bagningen overdrysses med flormelis

Ved serveringen skæres brødet i skiver og belægges med smør.

Mandler eller marcipan kan udelades.



Her uden flormelis.


tirsdag den 10. december 2013

Fransk nougat

Har lavet en rigtig lækker konfekt i dag. Fransk nougat... Guf!! siger jeg bare. Syntes lige i skal have opskriften:

160 g honning (fast)
260 g sukker
80 g vand
50 g glukose (kan købes i brugsen)

40 g æggehvide
40 g sukker
½ stang vanilje
En knivspids salt
40 g pistacienødder (usaltet)
60 g hasselnødder
100 g mandler

100 g mørk chokolade
Lidt flormelis

Bland honning, sukker, vand og glukose i en gryde og lad det koge, ikke for hårdt, til det har en temperatur på 152 grader.

Nødderne kan ristes let, hvis man vil have smagen fremhævet.

Pisk æggehvider og sukker til marengs, tilsæt salt og vaniljekorn. Hæld den varme sukkermasse i en tynd stråle ned i marengsmassen, mens du pisker. Pisk i ca. 10 min., til massen får en sej og luftig konsistens.

Tilsæt nødderne hele og vend massen ud på en silikonemåtte eller bagepapir, drysset med flormelis.

Rul det ud med en kagerulle til ønsket størrelse, stil det på køl, gerne natten over.

Skær den ud i ønskede stykker ( jeg fik 40 stk.) og dyp det i smeltet chokolade. Kan evt. pyntes med hakkede pistacienødder eller andet.

Pak nougaten ind i køkkenfilm/madpapir og opbevar den et tørt sted.






Chokoladen kan sagtens undværes. Jeg syntes de smager bedre uden.

Mangler du god vanilje, kan det bestilles her: http://www.vaniljimporten.se/sv/
Portoen er gratis i Norden.



mandag den 9. december 2013

Rullepølse

Dejligt med hjemmelavet rullepølse.

''

Opskrift:

1 slag krydres med salt og og hvad man nu har lyst til. Jeg brugte groft peber i den ene og rosenpeber + løg i den anden. Husblads ligges hen over slaget, som nu rulles sammen og bindes. Lægges i en saltlage, som består af 150 g salt og 1 tsk. sukker pr. liter vand. Stilles på køl. Efter 3-5 dage tages den op ad lagen og koges i nyt vand i ca. 1 1/4 time. Der kan evt. tilsættes laurbærblade i vandet. Vil man have en oval rullepølse, lægges den i pres i en form. Afkøler natten over og er nu klar til brug.

Jeg må tilstå, at jeg bruger nitritsalt i rullepølsen, i begrænset mængde, derfor er den ikke grå.





søndag den 8. december 2013

Brændte mandler

Nu er det 3 år siden, jeg første gang ville lave brændte mandler. Har efterhånden købt mig fattig i mandler, fordi det ikke ville lykkes. Prøvede mange forskellige opskrifter, men ingen duede...

Men... jeg er så ikke lige den person der opgiver med det samme, så nu lykkedes det endelig yes-yes-yes... Og så finder jeg ud af, at fejlen hele tiden har lagt ved mig selv. Hmmm... Altså folkens, tålmodighed må man have, det drejer sig ikke om andet, så såre simpelt er det.

Så værsgo' derude, her kommer opskriften:

1 dl vand
100 g sukker
200 g mandler

Det hele blandes i en pande/gryde. Koger op og nu er det, at man skal være over det. De ca. første 10 min. koger det bare stille og roligt vandet fra mandlerne. Rør af og til. Massen bliver tykkere og nu røres der stille rundt, til sukkeret begynder at krystalisere.


Bliv nu endelig ved med at røre, skru måske lidt ned for varmen. (Det er her tålmodigheden skal bestå sin prøve). Sukkeret begynder lige så stille at smelte rundt om mandlerne og når de har en fin glat overflade, er de færdige. Hæld det over på et stykke bagepapir og skil mandlerne ad med 2 gafler. Lad dem køle af og så skal der smages.... Uhmm...

God fornøjelse!

(Vil lige tilføje, at det er en dobbelt portion, jeg har i panden på billedet)