fredag den 29. august 2014

Kumquat

Kumquat i egen sirup


At spise kumquat som de er, kan være lidt af en besk oplevelse. 
Her er en nem opskrift på kumquat i sirup:



20 - 25 kumquats, halveres og udstenes.

I en gryde koges 2 dl vand sammen med 2 dl sukker. Når det er smeltet, tilsættes de halverede kumquats, og det hele småkoger i ca. 20 min.



Hældes på glas og nu har du nogle lækre syltede kumquats, som evt. kan bruges som tilbehør til ostebordet.
Siruppen (væden som frugterne ligger i), kan sagtens bruges til andet. Bl.a. ud over is eller i en dressing til en salat.


 Prøv dig frem. 

onsdag den 13. august 2014

Blommer

Min søn plukkede en ordentlig stak blommer, så efter at have lavet 4 skåle grød og en portion marmelade, skulle der eksperimenteres lidt.



Jeg skyllede 4 kg blommer og kogte dem i en liter vand.


Siede det hele gennem en saftpose og havde nu en rigtig god kraftig usødet blommesaft.
Denne saft, har jeg brugt til forskellige produkter. 

Blommesaft

1 liter usødet blommesaft koges med 200-300 g sukker, smag dig til rette. Tilsættes evt. lidt atamon og hældes på flasker.







Blommesuppe

4 dl usødet blommesaft, tilsættes 4 dl vand og 100-150 g sukker. Koges op og serveres evt. med softice, friske blommer i både eller, som på billedet, flødeskum m/ hakkede mandler.



Blommesirup

4 dl usødet blommesaft tilsættes 400 g sukker. Blandingen står og småkoger ca. ½ time, alt efter hvor tyk den skal være og vupti, så er der blommesirup. Pas på med ikke at koge den for længe. Siruppen bliver tykkere, når den er afkølet.



Jeg eksperimenterede lige lidt med det også.

Lavede en portion med 20 hele kardemommefrø, som jeg kogte med.

Og en portion med 4 hele stjerneanis blev afprøvet.


De smager begge skønne.

Jeg fravælger atamon her, da jeg mener der er så meget sukker i, at det konservere sig selv.



Resten af min usødet blommesaft, blev hældt i fryseposer og lagt på frost, så kan jeg altid lige lave en suppe eller en sirupsgave senere. Eller jeg kunne eksperimentere med andre lækre sager, som is måske?

Kommentarer til, hvad en blommesirup eventuelt kan bruges til, er meget velkomne. Jeg er nysgerrig...

Blommechutney

500 g udstenede blommer
1 dl æbleeddike
Ca. 100 g rørsukker (alm. sukker kan sagtens bruges)
1 stort løg (ca. 150 g)
3-5 cm frisk peberrod i skiver
10 g frisk ingefær rives
Chili, efter smag og behag. 
Salt

Det hele blandes og koger ½-1 time indtil det er som en jævn grød. Smages til med salt og evt. sukker.
Tilsæt evt. atamon, hældes på glas og lukkes til.

I en anden portion, tilsatte jeg yderligere hvidløg og rød peberfrugt i strimler.



Kan kun anbefale at prøve det. Smager virkelig godt.