tirsdag den 11. november 2014

Rugbrød

Vil gerne bringe en rigtig god opskrift på rugbrød her på siden, men har endnu ikke været rigtig tilfreds med de opskrifter jeg har afprøvet. Jeg fortsætter mine eksperimenter og forsøg, med at få et rugbrød, der ikke bliver for hurtigt tørt og som kan skæres uden det smuldre helt fra hinanden. Samtidig skal det selvfølgelig have en rigtig god smag. 
Men i mellemtiden kan jeg da bringe opskrifter og ideer til, hvad man ellers kan bruge rugbrød til.

Ristede rugbrødstern 

Har du rester af rugbrød, der er blevet lidt tørt i det? 



Skær det i skiver og herefter ud i små tern. 


Til 300 g rugbrød bruges ca. ½ dl rapsolie.
Kom rugbrødsternene op i en stor frysepose og hæld olien heri.
Ryst posen med det samme og alle ternene vil blive olierede.
Nu kan du tilsætte salt og evt. krydderurter efter smag. Måske revet citron eller chili.



Bred ternene ud på en bageplade og rist dem i ovnen, 
til de er tørre, ca. ½ time v/ 200 grader.

Kig til dem og bedøm, hvornår de er færdige. Tages ud af ovnen og afkøles.
Nu har du de dejligste rugbrødstern til salaten.
Kan opbevares i krukker med låg ca. 1 måned.


Ymerdrys

Her bruges også lidt tørt rugbrød.
Riv det på den grove side.
Bland det med sukker efter temperament, kan også udelades.
Bred det ud på en bageplade og tør det i ovnen ved ca. 50 grader.
Ikke meget mere, da sukkeret ikke skal smelte.
Tiden i ovnen er efter temperament. Jeg giver det ½ times tid, hvorefter jeg lader det afkøle på bagepladen. Når det er koldt, hælder jeg det i en skål og her kan det få lov til, at tørre færdig over flere dage, hvis det ikke er spist inden.


Rugbrød kan altid rives og fryses ned. Så har man altid noget til en rugbrødslagkage, eller som man på sønderjysk kalder for en:

Brø'torte                                                 

6 æg                                                                     
150 g sukker                                                      
200 g revet rugbrød                                                                  
1 spsk. mel                                                                                       
1 tsk. bagepulver                                                                                
1 spsk. kakao                                                                                     
1½ spsk. hakket chokolade                                                          
100 g hakkede nøddekerner   
                                                          
Fyld og pynt:
½ l. Piskefløde                                                                                  
Solbærsyltetøj
Revet chokolade

Del æggene i blommer og hvider. Pisk hviderne stive. 
Sukker og æggeblommer piskes sammen. 
Bland revet rugbrød med mel, bagepulver, kakao, chokolade og nødder. 
Bland det sammen med sukker/æg-blandingen. Vend forsigtigt hviderne i. 
Fyldes i en rund springform. 
Bages ved 200° i ca. 40 minutter. 
Flæk kagen når den er afkølet og læg den sammen med solbærsyltetøj og et på store skefulde flødeskum. Pynt med resten af flødeskummet og revet chokolade.

Her uden chokoladepynt.
Skal den være ekstra fin, kan flødeskummet sprøjtes på med 
en sprøjtepose og stjernetylle.
Kan også pyntes med friske solbær, gele, krymmel eller andet godt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar